I de gode gamle dage havde vi en sang som hed “Hvad i helved går de rundt og gør i banken efter tre?”

Oven på kommunalvalget mangler vi vist et svar på, hvad vores politikere går rundt og gør efter at valgresultatet er kommet ind. Som politiker står du jo for en politik, som du gerne vil fremme og du står med en politisk karriere som også skal håndteres. Valgnatten er en stor fyrings- og ansættelsesrunde, hvis vi ser på den politiske karriere, men politikken er normalt det vigtigste for en politiker. Rent forhandlingsteknisk er det derfor vigtigt at finde ud af hvor og hvornår forhandlingerne om politik og karrierremuligheder foregår og så finde en måde at få indflydelse i forhandlingene.

Det kan være svært at få de danske politikere til at forklare hvad der foregår i valgnattens mulm og mørke, så det ser fornuftigt ud for de måbende vælgere, når de ser nyhederne. Her min svigerfars bud på, hvad der foregår og hvordan han har forberedt sig på sin politiske karriere.

“Jeg valgte at lade være med at tabe hovedet. Jeg lagde mærke til, at alle de andre tabte hovedet og hvor galt det gik dem. Jeg lagde mærke til at andre talte om kampe og udfordringer. Jeg valgte at gå i dialog med de andre og så blev jeg valgt som løsningen, når de kæmpende havde brug for det. Uden tolerance er der intet fællesskab.”

“Hvis vi er sikre på vores egen sandhed, så må vi lade andre have ret til at have deres sandhed også. Hvis de er fuldkommen forkert på den, så har vi jo højesteret til at afgøre det.  Jeg valgte at behandle mine venner og mine modstandere ens. Deres ambitioner er jo lige så berettigede som mine. ”

“Magten slides ned og den korrumperer ofte. Samvittighedsfuld offentlig ledelse kræver principper og overbevisning. Som god demokratisk leder skal du sikre andre mennesker deres frihed og rettigheder samtidig med, at du sikrer mod misbrug af ressourcerne. Dem der er mindst inkluderede i beslutningsprocesserne vil ende med at blive taberne.  Man skal udvise og påvirke gennem det gode eksempel. Kompetente handlinger smitter ved at blive imiteret som den rigtige adfærd.”

“Jeg valgte at have humane værdier og udstråle dem i mine handlinger

• At praktisere det elementære
• At respektere andres frihed
• At respekteres de andres rettigheder som starter hvor dine egne ender
• At forstå at andre også har ambitioner som kan imødekommes, hvis de fremsættes på en ordentlig måde
• At forstå at lighed ikke er givet gennem talent men gennem princippet om, at der er en lov som gælder for alle
• At dine handlinger i politisk ledelse er præget af, at det ikke er din personlige ejendom, du forvalter og at du gør det for at skabe bedre vilkår for service og forbedringer.”

Jeg glemte vist at præsentere min svigerfar: Alfonso Gómez Gómez tidligere statsminister, borgmester, guvernør og meget mere i Colombia og ambassadør i Sovjetunionen, Kina, Uruguay og FN.

Vi har vist alle stået og kigget ud på horisonten og tænkt: Hvad mon der er på den anden side omme bag horisonten? Og så har fantasien fået lov til at lege med svaret. For nogle mennesker er det blevet til hele deres liv.

Andrés Hurtado García startede som 5-årig på sit livs rejse med at ville finde ud af, hvor floder egentlig fødes. Han havde mange floder at vælge imellem, da han boede i Colombia. Han har brugt store dele af sit liv i et telt med et fotografiapparat, så dem der ikke kom med på hans rejser til flodernes fødesteder. Og han har ernæret sig som forfatter og fotograf ved at fortælle andre i ord og billeder, hvad han fandt på sine rejser.

Benjamin Villegas har brugt ti år som redaktør på at få det samlet i en bog, så ordene og billederne kunne komme endnu længere ud. Det er nu kommet i form af en fantastisk bog unseen Colombia, der viser det usete Colombia.

To mænd som har ønsket at finde ud af hvad der er bag horisonten. Den ene ved at lede bag horisonten og fortælle os andre hvad han fandt. Med bogen i hånden har de to flyttet min horisont for, hvad man kan se og opleve i Colombia.

Når man spørger en astronom om hvor stor universet egentlig er, så kunne han sige: ”Det ved vi ikke. Vi kan kun se til horisonten af vores viden. Alt hvad der ligger bag denne horisont kender vi ikke noget til. Derfor kan vi ikke med sikkerhed sige noget om hvad der er på den anden side. Det ville være det rene gæt.”

Som menneske på jorden har det altid været en udfordring at tænke på hvad der er bag horisonten. Da jorden var flad, troede mange at man kunne falde ud over kanten, når man nåede horisonten og man ville falde i gabet på de mest utrolige uhyrer og spist.

På den anden side har driften til at se og forestille sig, hvad der er bag horisonten, været en afgørende drivkraft i menneskehedens udvikling.

Her i begyndelsen af det 21. århundrede er det ikke kun de få, der har mulighed for selv at kigge om bag horisonten. Det er faktisk blevet nødvendigt for os alle at begynde at kigge derom.

I gamle dage – det er omkring femogtyve år siden – kunne man se den første personlige computer fra IBM. Den kostede det samme som en mindre familiebil, den kunne nærmest ingenting, fordi der ikke fandtes nogen programmer og den var stor og grim. Men en masse mennesker begyndte at kigge om på den anden side af deres egne horisonter for at finde ud af hvad den kunne bruges til. I dag går mange af os rundt med en computer i form af en mobiltelefon i lommen.

Så i mit arbejdsliv har jeg været med til at flytte horisonten for mig selv og jeg har været nødt til at flytte mine egne horisonter. Min horizon blev flyttet da jeg modtog en e-mail med denne besked: ”Når du kommer til lufthavnen i Oslo, så send mig lige en sms, så henter jeg dig ved stationen.” Så måtte jeg ned og købe en ny mobil og lære at smse. Og jeg blev hentet på stationen.

Hvordan flytter man så sin horisont i den retning, man gerne selv vil? Den opdagelsesrejsende kaster sig ud i noget nyt i den eksisterende verden. Drømmeren finder selv på hvad der skal være bag horisonten.

Som enkeltperson udvikler man sig ved at forestille sig, hvad der ligger bag den nuværende horisont, så tager man det første skridt og så undersøger man om man er på rette kurs. I gamle dage tog man en uddannelse for livet. I dag er vi alle på en livslang læreproces, med forskellige kursskifter efterhånden som vores vilkår eller vores ønsker ændrer sig. Så det er blevet vigtigt for alle at forholde sig til, hvad de vil med deres liv. I fremtidskikkerten er der intet der tyder på at den enkelte kan tage sin uddannelse en gang i livet og så nøjes med den.

Samtidig kan man sjældent lave disse skift i livet uden at få støtte fra sine omgivelser. Det kræver at man kan overtale dem til at hjælpe en med at komme derhen hvor man ønsker. Der skal forhandles med ægtefælle, børn, venner, kolleger, banken osv. Og det er svært at forhandle eller gribe enchance hvis man ikke har en klar ide om hvad man vil. Det er et pensum som mange af os ikke havde i vores skoletid: At arbejde med sin foretrukne fremtid, tage de første skridt og forhandle med andre om skabe denne fremtid. Man kunne sige at kravet til os alle pludselig er, at vi kan samarbejde om at skabe fremtiden i et konkurrencepræget miljø.

Jeg har arbejdet med en flok mennesker der kalder sig Strong Bright Hearts, hvor vi har prøvet at give deltagerne kendskab til de ideer og metoder, der gør det muligt at gøre en forskel i sit eget liv samtidig med at man gør en forskel for andre. De centrale spørgsmål i Strong Bright Hearts er: Hvordan kan det være, at de ideer og metoder som bruges på KaosPiloterne og Handelshøjskolen og som vi ved virker, ikke er kendt af almindelige mennesker? Hvordan kan det være at de ideer og metoder som vi ved virker i erhvervslivet ikke er kendt af almindelige mennesker? Hvordan kan det være at de ideer og metoder der virker for de bedste politikere og religiøse ledere ikke er kendt af almindelige mennesker?

I vores arbejds- og fritidsliv deltager vi i forskellige organisationer, som står med samme udfordring: De skal kunne forestille sig, hvordan de skal handle for at kunne eksistere i en verden hvor god gammel latin er blevet til oldnordisk. Kan man drive forretning ved at forære sine produkter væk? Det må altså koste mere end 1 krone at fremstille en mobiltelefon. Kan man drive en idrætforening som en forretning? Kan man leve af at give folk oplevelser?

Her bliver kravet også at de fleste organisationer kan samarbejde i et konkurrencepræget miljø. Det er et stort spring for mange af dem. Skiftet fra at opfatte verden uden for som nogle personer og grupper der skulle finde sig i vores valg til at se andre – inklusive kunderne – som samarbejdspartnere med en berettiget interesse i at finde en løsning, der også tilgodeser dem. Skal vi virkelig fortælle vores kunder, hvor meget vi tjener på dem? Er det rimeligt at tale med entreprenører for at aftale, hvem der skal have en byggeopgave og til hvilken pris?

Jeg har arbejdet med skabe denne slags organisationer med fine resultater, så viden, metoder og historier fra den rigtige verden findes allerede. Der er dog rigtige mange mennesker, der ikke kender dem eller ikke ved hvordan man bruger dem. Og så er der mange der faktisk ikke er interesserede i at samarbejde, fordi de aldrig har lært at se fordelene ved at samarbejde, når konkurrence virker bedre for dem. Kan vi som medlemmer og kunder til disse organisationer være tjent med at de ikke gør deres bedste for at skabe en bedre fremtid for os andre?

Den særlige form for organisationer vi kalder samfund, fra lokalsamfund til verdenssamfundet står med samme udfordring. Vi skal lære at samarbejde i et konkurrencepræget miljø. Der arbejdes med mange ting for at få samfundene til at fungere bedre. Ideerne og metoderne er der. Jeg har prøvet dem sammen med 280 bevæbnede betjente i det Colombianske politi. Det virker.

Det hele kræver, at vi alle har lært at arbejde bevidst med vores egen fremtid og med at forhandle den med de enkeltpersoner og grupper, som kan være med til at gøre det lettere eller sværere for os at få den fremtid vi fortjener.

Og det kræver at samfundets mange autoriteter støtter dette projekt. Det er jo tankevækkende, at der ingen visioner er for det danske samfund længere. Hvordan kan vi komme videre som samfund, når vi ikke kan finde ud af at skabe attråværdige billeder af vores land for ikke at sige vores kontinent i et globalt samfund, hvor der er uendelige mængder af reelle behov der skal dækkes? Krig og erobring har vist aldrig skabt større velfærd for de involverede parter. Samarbejdet i Europa efter 2. verdenskrig har vel vist et bedre alternativ.

Jeg synes, at vi – menneskeheden og alle de andre livsformer – fortjener den bedst tænkelige fremtid. Pensummet er kendt. I gamle dage kunne man lære det i de danske folkehøjskoler. Hvor længe kan vi vente med at få dette pensum sat på pensumlisten? Og hvordan kan vi afgøre om det går godt i det danske uddannelsessystem, når vi ikke har fået lavet et fag der hedder Identitet og fællesskab? Det burde være det vigtigste fag i PISA-undersøgelserne. Vi kan nok finde en bedre bedømmelse ved at kigge i oversigterne over de mest og mindst korrupte lande i verden. De korrupte er nok bedre til at tælle på knapperne, men danskerne kan være stolte af den store andel af hvid økonomi, vi har.

Det kunne også være skønt hvis medierne ville hjælpe os med at lære dette pensum. Det ville være skønt, hvis der blev fortalt nogle flere af succeshistorierne fra den store verden. Hvorfor var børnenes fredsbevægelse i Colombia indstillet til Nobels fredspris to gange midt i ’90erne? Det må da være bedre at vide det end at vide, hvordan man laver en selvmordsbombe og får sig selv til at sprænge sig selv i luften.

Nu er denne blog sat i verden. Jeg håber du vil få fornøjelse af den.